FAQ

Haslevhus er for voldsudsatte kvinder, der bruger rusmidler og/eller har en psykiatrisk diagnose.

Her finder du svarene på ofte stillede spørgsmål om Haslevhus Kvindekrisecenter

Må jeg selv vælge krisecenter?

Ja, som udgangspunkt vælger du selv, hvilket krisecenter du vil tage ophold på. Det er lederen af krisecentret, der gennem en samtale med dig afgør, om du kan få et ophold på det ønskede krisecenter.

Kan jeg bo på Haslevhus, hvis jeg bruger rusmidler eller har en psykiatrisk diagnose?

Ja, Haslevhus Kvindekrisecenter er for alle voldsudsatte kvinder, der bruger rusmidler og/eller har psykiatriske diagnoser.

Kan jeg komme på Haslevhus, hvis jeg er voldsudsat, men ikke bruger rusmidler eller har en psykiatrisk diagnose?

Nej. Haslevhus er til voldsudsatte kvinder, der bruger rusmidler og/eller har psykiatriske diagnoser.

Vi henviser i stedet til vores søsterkrisecenter Bjæverskovhus Kvindekrisecenter, der ligger ca. 20 km fra Haslevhus. Ring 21 69 30 62.

Hvordan får jeg ophold på Haslevhus Kvindekrisecenter?

Du ringer til Haslevhus Kvindekrisecenter på tlf. 21 64 62 16.

Du behøver ikke kontakte din kommune eller din sagsbehandler for at få ophold på et krisecenter.

Hvad koster et ophold?

Din kommune betaler for dit ophold på Haslevhus Kvindekrisecenter. Kommunen vil oftest opkræve en egenbetaling fra dig på ca. 100 kr. pr. døgn. Hvis din økonomi er meget stram, kan du søge om fritagelse fra egenbetalingen – det hjælper vi dig med.

Hvad skal jeg medbringe?

Har du mulighed for det, så medbring gerne:

· Sundhedskort
· Hævekort og kontanter
· Dine personlige oplysninger eksempelvis vielsesattest, dåbsattest, pas, immigrationspapirer, opholdskort mm.
· Nøgler til lejlighed og evt. bil
· Din medicin
· Mobiltelefon (slukket) og oplader
· Computer og oplader
· Ting med særlig værdi for dig fx smykker, breve, billeder mv.
· Evt. briller/kontaktlinser + andre hjælpemidler, som er vigtige i din hverdag

Hvad hvis jeg har børn?

Dine børn kan desværre ikke bo på Haslevhus Kvindekrisecenter.

Hvis du har hjemmeboende børn, som du skal have med dig, kan vi hjælpe dig til andre krisecentre end Haslevhus.

Må mit kæledyr komme med?

Som udgangspunkt er kæledyr velkomne, så længe du selv passer dyret, og så længe det ikke er til gene.

Vi laver altid en kæledyrskontrakt med dig. Hvis du ikke kan overholde kontrakten, kan vi bede dig finde alternativ pasning til dyret, mens du opholder dig på Haslevhus.

Hvor længe kan jeg bo på Haslevhus Kvindekrisecenter?

Du kan bo hos os, så længe det giver mening. Længden af dit ophold afklarer du løbende med dine faste kontaktpersoner.

Hvor mange beboere er der i alt på Haslevhus?

Der er plads til 12 kvinder i alt.

Hvordan er hverdagen på Haslevhus?

Vi tilbyder i perioder forskellige aktiviteter som f.eks. yoga, massage, træning, fælleshygge, beboermøde mv.

Vi tilbyder ugentlige samtaler med din kontaktperson. Det øvrige personale står klar til at hjælpe med stort og småt, og vi hjælper dig gerne i gang med aktiviteter, som du finder interessante.

Hvis det er sikkert for dig, kan du fortsat passe dit arbejde, studie mv.

Er cigaretter, alkohol og andre rusmidler tilladt på Haslevhus?

Cigaretrygning er kun tilladt udenfor.

Til dig, der bruger rusmidler: Du må gerne være hos os i påvirket tilstand.

Kan jeg få psykologhjælp på Haslevhus?

Ja. Du har ret til 10 timers gratis psykologhjælp.

Ring i dag
til Haslevhus Kvindekrisecenter

21 64 62 16