Historie fra Ringstedhave

“Jeg var først negativ, men de kan mange gode ting her.”

Da Frank kom til Ringstedhave skulle han i hvert fald ikke spise vegetarmad. Han skulle ikke gå til yoga eller være på sanghold. Og han skulle da slet ikke ud at ride. Men det har ændret sig. Og hvis der var plads hjemme i haven, så havde han selv købt sig en hest.

Som centerchef på Ringstedhave har Mette lagt ører til lidt af hvert, når Frank har været forbi hendes kontor og givet hende sin ærlige mening, om de aktiviteter, der er blevet foreslået for ham. Forslagene er ikke altid faldet i god jord hos Frank, men nu pjatter de og driller venskabeligt hinanden.

Blodproppen der ændrede alt

Det er en almindelig lørdag morgen hos Frank og hans kone, da Frank får en såkaldt forbigående blodprop i højre side af hjernen.

Frank siger:

– Jeg ved jo godt, hvad det skyldes. Det er de der forbandede smøger. Og så havde jeg tendens til blodpropper i forvejen.

Frank er 62 år og har hidtil haft et fysisk aktivt job på Avedøre Værket og gået mindst 20.000 skridt om dagen op og ned ad trapper.

Men blodproppen denne lørdag endte med at lamme hele venstre side af hans krop: Ansigt, arm og ben.

Han fortæller:

– Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle være indlagt i 5 måneder. Jeg tænkte, ’nåhr der går lige 14 dage, så er jeg hjemme igen’. Det ændrede fuldstændig mit liv, at jeg fik den blodprop.

– Jeg havde egentlig kun hørt godt om Ringstedhave, så jeg blev glad, da jeg fik at vide, at der var en ledig plads til mig. Men jeg var meget negativ, da jeg kom her. Jeg var jo syg. Jeg kunne ikke se, hvorfor alt den sygdom, skulle gå ud over mig. Jeg følte mig indespærret. Frustreret. Jeg kunne jo ikke komme til at arbejde igen.”

Mette, centerchef, uddyber: Du var selvfølgelig i en krise, da du kom her på Ringstedhave. Og du havde lidt den her nej-hat på, sådan generelt.

Ja meget, supplerer Frank.

Mette: Og så sagde du bare ”nej!” til alle vores forslag.

Frank nikker smilende: – Men de kan mange gode ting her.

Mette: Det som du og jeg har talt om Frank er, vi ville jo ikke forslå dig ting, hvis ikke det ville gavne dig i forhold til din rehabilitering. Vi fik i flere omgange forklaret dig, hvad formålet egentlig var med de forskellige aktiviteter. Fx at træne balance og stabilitet i rideterapien.

Op på hesten som 62-årig

– Jeg var negativ, men jeg har vist siden fået en mere positiv ja-hat på. Fortæller Frank og uddyber:

– Bare sådan en ting som, at jeg skulle fandeme aldrig skulle op at sidde på en hest. Jeg har aldrig nogensinde være oppe at sidde på en hest i hele mit liv. Og så gør jeg det fandeme som 62-årig.

Mette: Jeg husker godt, da jeg første gang foreslog dig at være med til rideterapi. Jeg hørte dig sige: Jeg skal fandeme aldrig op at sidde på sådan en krikke!

Det var ikke kun centerchefen, men også andre medarbejdere, der foreslog Frank at prøve rideterapi.

Frank fortæller: Jakob [SSA] og Kenneth [sygeplejerske] spurgte også, om jeg kunne tænke mig at prøve det, da det ville være godt for min balance. Så sagde jeg: ‘Så lad os give det et skud.’ Og nu: Jeg elsker at ride. Hvis jeg havde plads hjemme i haven, kunne jeg godt finde på at købe en hest selv. Men det har jeg gudskelov ikke.

Frank er blevet så glad for at ride, at han fortsætter på samme ridecenter, når han om ikke så længe flytter fra Ringstedhave. Han fortæller, at det tager en time at køre derud fra sit hjem, men det betyder ikke noget. Til gengæld har han også lige et par kærlig-drillende kommentarer om rideterapien:

-Ridefyssen og er lige så irriterende som de fysser, der er her på Ringstedhave. Hun kommer også og flår i min venstre arm og ben, når jeg sidder på hesten.

[Historien fortsætter under boksen]

Træning med Lego Technic

Frank har også samlet Lego Technik-figurer (traktorer og flyvere) sammen med en anden beboer, der nu er flyttet hjem. Frank fortæller:

– Han var ligeså bidt af en gal Lego, som jeg er. Han havde to hænder der duede og et hoved og sprog, der ikke var så godt. Jeg havde én hånd og et hoved, der duede. Hans kone mente, at vi var et godt match. Så vi sad en time hver aften fra syv til otte og samlede Lego. Han kunne stort set tale flydende, da han tog herfra. Jeg tror, at det giver noget, når man kan lave noget socialt sammen.

Her er nogle af de Lego Technic figurer Frank og en anden beboer, fik samlet i fællesskab.

Om rødbedebøffer og yoga-søvn

Rideterapi er ikke det eneste nye, som Frank mere eller mindre frivilligt er blevet kastet ud i at prøve på Ringstedhave. For en sund hjerne skal have sund kost. Det betyder blandt andet masser af sundt fedt og en plantebaseret menu. Igen er der en drillende meningsudveksling mellem Mette og Frank:

Frank: At de nogensinde kunne finde på at servere rødbedebøf. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle spise. Jeg er stadigvæk ikke glad for vegetarmad, men jeg spiser det.

Mette: Men den anden dag, der kom du da og sagde til mig: Det smagte sgu da meget godt.

Og det må Frank medgive:

– I går fik vi mandelfrikadeller, og jeg tænkte: ’mandelfrikadeller? Hvad fanden er det for noget, de finder på?’ men alligevel så spiste jeg 3-4 frikadeller, jeg skal jo ikke gå sulten i seng, siger Frank med et glimt i øjet.

Der er også en anden ting, du hårdnakket sagde, du ikke ville, siger Mette.

-Ja, det var yoga. Det skulle jeg i hvert fald ikke, fortæller Frank.

-I min verden sad man i skrædderstilling med hænderne foran ansigtet og sagde ’mhhhh’. Men Charlotte [fysioterapeut] foreslog mig, at jeg skulle til yoga.

Mette: Vi kunne jo se, at det ville være godt for dig.

Frank: Nu har jeg været til yoga to gange. Den første gang sov jeg så fantastisk om natten. Jeg var ikke vågen en eneste gang. Jeg vågnede først da de kom ind om morgenen.

Det var en masse udstrækningsøvelser, jeg var simpelthen så afslappet. Til sidst skulle vi ligge ned med tæpper over os, og så lå jeg og snorkede højt. De andre på holdet var ved at vælte om af grin. Det var heldigt, at de lå ned i forvejen.

Fra brok til ”ja tak” til udfordringer

Mette fortæller, at det har været en fornøjelse at følge Franks udvikling, fra at være lidt af et brokkehoved som hun varmhjertet kalder ham, til nu, hvor Frank har mod på at kaste sig ud i nye ting.

Frank fortæller om endnu en førstegangs-oplevelse:

-Den anden dag sad jeg ude ved mit rygebord, så kom en logopæd ud og siger: ‘Jeg ved godt, at du snart skal hjem, men kunne du tænke dig at være med i sangkor?’ ‘Jaah’, sagde jeg, så det gjorde jeg. Jeg var nede at synge. Jeg har aldrig nogensinde sunget før – bortset fra under bruseren eller i bilen for mig selv.

Sangkoret viste sig at være endnu en god oplevelse, så Frank har endda lokket en anden beboer, der er udfordret på sit sprog, med på sangholdet. Som Frank siger: Jeg tror, at det ville kunne hjælpe ham.

Frank fortæller:

– Jeg har faktisk sat mig for, at jeg ikke ville brokke mig i løbet af dagen. Og jeg synes, at det lykkedes mig godt indtil nu. Og jeg er heller ikke sur, når jeg går i seng.

– Jeg nyder, når vi samles i fjernsynsstuen om aftenen kl. otte. Så ser vi Landmand søger kærlighed og Nybyggerne, noget jeg ellers aldrig havde troet, jeg gad se. Men det er hyggeligt at sidde sammen med de andre der bor her og drikke kaffe. I stedet for alle de dumme terapeuter, der render rundt her om dagen. Jeg ved godt, at jeg siger dumme terapeuter, men man bliver jo lidt frustreret over, at ens liv er sådan her.

Mette supplerer: Du er nået rigtig langt, mens du har boet her. Du har gået fra hele tiden at bruge kørestol, til nu kun rollator og du har støttefunktion i venstre arm, så du kan bruge den til nogle ting. Og du er også nået ret langt i forhold til dit ansigt og kan nu spise almindeligt mad.

Og der må Frank give hende ret:

– Mit humør har også ændret sig til det bedre. Og jeg er ikke så bange for at sige ja til udfordringer længere.