Hjem Neuro For dig som borger Rehabiliterende bosted for unge med erhvervet hjerneskade Personalet

Personalet

Når du bor på Ringstedhave er du døgnet rundt omgivet af fagpersoner, der træner med dig og er specialister i hjerneskader.

Hos Ringstedhave Botræning bliver du tilknyttet dine egne faste specialister i hjerneskade og sammen arbejder I med lige præcis det, du har mest brug for og lyst til at blive bedre til.

Herunder kan du læse mere om de forskellige faggrupper, og hvad de hver især træner med dig.

Hvad laver neuropædagogerne?

Sammen med dig, er det neuropædagogernes vigtigste opgave at bygge en hverdag op med den struktur og de færdigheder, du behøver for at mestre et selvstændigt liv og trække på dine stærke sider.

Neuro-pædagogerne hjælper og vejleder dig til at finde metoder, der støtter din hukommelse, koncentration og planlægningsevne. De hjælper dig også til at få struktur i hverdagen, så du kan holde overblik over din dag.

Neuropædagerne kan hjælpe dig med:

  • At motivere dig til at finde troen på dig selv og støtter dig i at sige til og fra
  • At fordele dine ressourcer, fx hvornår er det tid til et hvil, så der er energi til resten af dagen.
  • At støtte op om dit sociale liv og kontakten til familie og venner
  • Planlægning og indkøb, at lave mad, vaske tøj, gøre rent og meget mere

Målet er at fremme din udvikling, dit sociale liv, din trivsel og livskvalitet.

Hvad laver ergoterapeuten?

Sammen med ergoterapeuten træner I almindelig dagligdags aktiviteter ud fra de mål I har sat sammen.

Ergoterapeuten træner alle de færdigheder, som er nødvendige for at du kan klare dig selvstændigt i hverdagen. Derfor kan en del af træningen foregå i det offentlige rum.

Ergoterapeuten kan hjælpe dig med:

  • Vurdering af og forståelse for din hjernetræthed
  • Forvaltning af din energi og træthed
  • Støtte til brug af kalender og planlægning fx i forbindelse med madlavning og deltagelse i sociale arrangementer
  • Vanskeligheder med at spise og drikke
  • Nedsat funktion i din arm, hånd og fingre
  • Støtte og vejledning i forhold til uddannelse og job

Ergoterapeuten træner de kognitive færdigheder som koncentration, opmærksomhed, sociale færdigheder, overblik og planlægning.

Hvad laver fysioterapeuten?

Sammen med fysioterapeuten kan du træne din styrke og kondition med personligt tilpassede øvelser. Det kan fx være gangtræning, hvor du bliver støttet af terapeuten samtidig med, at du har en briks foran dig, som du skal gå rundt om.

Fysioterapeuten kan hjælpe dig med:

  • At blive bedre til at stå, gå og løbe
  • Øjentræning
  • Genvinde kontrol med dine arme og ben
  • Forbedre din bevægelighed
  • Din balance
  • Støtte til at implementere et sundt og aktivt liv

Og hvad med de andre?

Ringstedhave Botræning er en del af et stort center, og vi har derfor alle typer af specialister i huset, der kan hjælpe ved særlige behov. Det kan eksempelvis være talepædagoger, socialrådgivere og neuropsykologer.

Har du spørgsmål?

Kontakt Anja Birk Christiansen, teamleder hos Ringstedhave Botræning

Ole Hansens Vej 7
4100 Ringsted

Telefon: 40 76 02 67