Borgere og pårørende

Få overblik og tryghed i en svær situation.

Hos Forenede Care Neuro tilbyder vi specialiseret neurorehabilitering til mennesker med erhvervet hjerneskade. Hos os er pårørende også i centrum.
Vi hjælper med overblik, faglig vurdering og et individuelt rehabiliteringsforløb – fra første spørgsmål ved første kontakt og tilbage til hverdagen igen.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er specialiseret neurorehabilitering?

Specialiseret neurorehabilitering er et målrettet rehabiliteringsforløb for voksne med erhvervet hjerneskade. Indsatsen varetages af et tværfagligt neurofagligt team og har fokus på funktion, selvstændighed og deltagelse i hverdagen.

Hvem er forløbet for?

Forløbet henvender sig til voksne med erhvervet hjerneskade, fx efter apopleksi eller traumatisk hjerneskade, som har behov for specialiseret neurorehabilitering – enten som døgnophold eller i eget hjem.

Hvordan foregår specialiseret neurorehabilitering i hverdagen?

Rehabiliteringen tager udgangspunkt i borgerens hverdag og mål. Træning indgår både i planlagte aktiviteter og i daglige situationer, så indsatsen bliver meningsfuld og kan overføres direkte til livet uden for rehabiliteringen.

Hvilken rolle har pårørende?

Pårørende er en vigtig del af rehabiliteringsforløbet. De inddrages efter behov og ønske gennem dialog, forventningsafstemning og samarbejde – i tæt koordination med det tværfaglige team og kommunen.

Hvor længe varer et ophold?

Længden af et rehabiliteringsophold varierer afhængigt af den enkelte borgers behov og progression.

De fleste ophold varer mellem 4 uger og 6 måneder.

Da Martha kom til Forenede Care Neuro på Ringstedhave, kunne hun ikke tygge eller synke. I denne historie deler vi, hvordan specialiseret neurorehabilitering, dysfagitræning og et tæt tværfagligt samarbejde hjalp hende tilbage til måltiderne og glæden ved at spise.

Efter flere blodpropper valgte Birthe specialiseret neurorehabilitering hos Forenede Care Neuro. Se hendes historie om et mobilt forløb med specialiseret neurorehabilitering i eget hjem og nærmiljø, hvor træningen tager udgangspunkt i hendes mål, hverdag og ønsket om at leve et mere selvstændigt liv.

Hvad er specialiseret neurorehabilitering med døgnophold?

Specialiseret neurorehabilitering med døgnophold er et intensivt rehabiliteringstilbud for voksne med erhvervet hjerneskade. Borgeren bor på Ringstedhave og modtager tværfaglig neurorehabilitering hele døgnet med fokus på funktion, selvstændighed og hverdagsliv.

Hvem er døgnophold relevant for?

Døgnophold er relevant for borgere med komplekse rehabiliteringsbehov, som har brug for struktur, støtte og målrettet neurorehabilitering døgnet rundt – ofte efter hospitalsindlæggelse eller som del af et længere rehabiliteringsforløb.

Hvordan inddrages pårørende under døgnopholdet?

Pårørende inddrages efter behov og ønske gennem dialog, møder og løbende opfølgning. Vi ser pårørende som en vigtig del af den specialiserede neurorehabilitering og samarbejder tæt for at skabe tryghed og sammenhæng.

Hvordan samarbejder I med kommunen?

Rehabiliteringsforløbet gennemføres i tæt samarbejde med borgerens kommune. En fast forløbskoordinator sikrer dialog, fælles mål og planlægning af næste skridt – både under døgnopholdet og i overgangen videre i rehabiliteringen.

Hvor længe varer et ophold?

Længden af et rehabiliteringsophold varierer afhængigt af den enkelte borgers behov og progression.

I gennemsnit varer et ophold syv uger.

Hvad sker der efter opholdet?

Når opholdet afsluttes, samarbejder vi med din kommune om det videre forløb.

Som regel vil din kommunes hjerneskadekoordinator være med til at planlægge den næste fase, som kan være støtte i hjemmet, kommunal genoptræning eller andre relevante tilbud.

Skal jeg selv betale for medicin under opholdet?

Ja. Medicin er egenbetaling under opholdet.

Vi anbefaler derfor, at der oprettes en betalingsløsning hos Ringsted Apotek inden ankomst eller hurtigst muligt efter indflytning. Når betalingsløsningen er oprettet, overtager personalet ansvaret for at bestille og modtage medicinen.
Hvis der ikke er oprettet en betalingsløsning, skal du eller dine pårørende selv sørge for at hente medicinen inden for 24 timer.

Personalet hjælper med dosering og sørger for, at medicinen gives på de rette tidspunkter i løbet af døgnet.

Hvordan opretter jeg en betalingsløsning til apoteket?

Du eller dine pårørende kan få en tilmeldingsblanket hos personalet ved ankomst.

Det er også muligt at kontakte Ringsted Apotek direkte på
📞 57 61 14 59.

Hvem betaler transport til undersøgelser på sygehus?

Hvis du under opholdet skal til undersøgelse eller kontrol på sygehus, kan du i nogle tilfælde få bevilget transport fra den region, du bor i.

Region Sjælland: Transport kan bestilles via Region Sjællands kørselskontor.
Region Hovedstaden: Den afdeling, der har indkaldt dig, vurderer om du kan få transport.

Personalet kan hjælpe med at undersøge mulighederne og bestille transport.

Følger en medarbejder med til sygehuset?

Som udgangspunkt følger personalet ikke med til sygehusbesøg.

Hvis der er særlige behov, kan det i nogle tilfælde aftales, at en medarbejder følger med. Dette skal dog godkendes og bevilliges af kommunen.

Hvem står for transport ved hjemmeorlov?

Hjemmeorlov skal altid godkendes af kommunen.

Hvis du ønsker hjemmeorlov, hjælper forløbskoordinatoren med at kontakte kommunen og afklare mulighederne.

Hvordan foregår kørsel til hjemmetræning?

Hvis der indgår hjemmetræning som en del af rehabiliteringsforløbet, sørger Forenede Care Neuro Ringstedhave for transport.

Hvem sørger for transport ved indskrivning og udskrivning?

Hvis du kommer direkte fra sygehuset, arrangerer sygehuset transporten til Ringstedhave.

Hvis du kommer fra hjemmet eller et andet opholdssted, skal transport aftales med din kommune.

Ved udskrivelse fra Ringstedhave skal transport som udgangspunkt arrangeres af borgeren selv. I særlige tilfælde kan kommunen kontaktes.

Åbningstider: 24/7

CVR: 43343327