Jimmys vej tilbage til friheden efter en erhvervet hjerneskade

Jimmy på cykel

Efter en alvorlig infektion med Tick-Borne Encephalitis (TBE) fik Jimmy både fysiske og kognitive følger efter en erhvervet hjerneskade. Den tidligere selvstændige snedker, der gennem hele livet havde mestret sit værksted, stod pludselig over for en ny hverdag med rollator, hukommelsesproblemer og koncentrationsbesvær.

“Jeg ville ikke lade sygdommen bestemme, hvem jeg er. Det handlede om at tage kontrollen tilbage over mit liv,” siger Jimmy.

En individuel plan for specialiseret neurorehabilitering

På Ringstedhave begyndte Jimmy et forløb med specialiseret neurorehabilitering i døgnregi, bygget op omkring en individuelt tilrettelagt rehabiliteringsplan. Indsatsen havde fokus på både hans fysiske og kognitive udfordringer og blev varetaget af et tværfagligt team med neuropsykologer, ergoterapeuter, fysioterapeuter og logopæder.

“Det er det tværfaglige samarbejde, der skaber resultater,” forklarer ergoterapeut Michela Bahn. “Vi fokuserer på hele mennesket – ikke bare de enkelte symptomer.”

Meningsfuld træning med udgangspunkt i Jimmys hverdag

Meget af hans træning foregik i værkstedet, hvor han før havde været i sit rette element. Det gjorde hans genoptræning meningsfuld og håndgribelig. Med støtte fra fysioterapeuter og ergoterapeuter lærte han at nedskrive målinger og tjekke sit arbejde undervejs, selvom det føltes uvant. Fuglebrættet, som Jimmy ville bygge, blev en vigtig del af hans rehabilitering – både fysisk og kognitivt.

“Hver gang jeg fik brættet til at passe, var det som at vinde en lille kamp over min hjerneskade,” fortæller Jimmy.

Fra døgnophold på Ringstedhave til rehabilitering i eget hjem

Efter døgnopholdet på Ringstedhave fortsatte Jimmy med specialiseret neurorehabilitering i eget hjem og nærmiljø. I de første 14 dage havde han dagligt besøg af et tværfagligt team bestående af logopæd, fysioterapeut og ergoterapeut.

Træningen kunne nu tage direkte udgangspunkt i Jimmys egen hverdag. I værkstedet lå værktøjet på de vante pladser, og udenfor stod cyklen, som for Jimmy var tæt forbundet med selvstændighed og frihed.

Det tværfaglige samarbejde gav også familien redskaber

For Pia, Jimmys ægtefælle, var forløbet også givende. Med støtte fra teamet lærte hun, hvordan hun kunne støtte Jimmy uden at tage hans selvstændighed fra ham.

“Jeg havde lyst til at hjælpe ham hele tiden, men teamet lærte mig, at han selv skulle finde ud af tingene,” siger Pia.

Forløbet hos Forenede Care Neuro gav ikke bare Jimmy redskaber til at navigere i sin nye hverdag – det gav også familien den forståelse og indsigt, de havde brug for, for at kunne leve et godt liv sammen.

“Det tværfaglige arbejde sikrede, at vi forstod hinanden bedre og kunne finde en ny balance i vores hverdag,” fortæller Pia.

Samarbejde med kommunen skabte en tryg overgang

Da Jimmys forløb hos Forenede Care Neuro sluttede, overtog den kommunale ergoterapeut træningen. Overgangen blev planlagt i samarbejde med kommunen, så den kommunale terapeut kunne lære både Jimmy og hans forløb at kende, inden Forenede Care Neuros indsats sluttede.

“Jeg tænker, at det har været rigtig godt for Jimmy, at jeg havde flere besøg sammen med teamet fra Forenede Care Neuro,” siger den kommunale ergoterapeut. “Jimmy lærte mig at kende, inden deres forløb sluttede, og det gav ham tillid til mig. Det betød, at jeg kunne arbejde videre uden afbrydelser, og Jimmy følte, at han stadig var i trygge hænder.”

Tilbage til friheden i hverdagen

I dag cykler Jimmy trygt alene til stranden og nyder friheden til at gøre, hvad han har lyst til. Sammen med Pia har han fundet en ny rytme i hverdagen, hvor begge har plads til egne aktiviteter.

For Jimmy handler det ikke kun om fysisk bedring:

“Det var ikke bare træning. Det var en livsændring, der gav mig muligheden for at være mig selv igen,” slutter han.